- POLITIK OG KULTUR FRA EN PROGRESSIV STEMME PÅ VENSTREFLØJEN

Insider

Archives

‘Islam’ Articles

Det religiøse diktatur Irans sande ansigt

I går på dagen, hvor mors dag (Dagen blev opfundet i USA i 1872 af den amerikanske forfatter og kvindevalgretsforkæmper Julia Ward Howe (1819-1910). Oprindeligt var tanken at dagen også skulle være en dag for fred) blev fejret rundt omkring i verden, henrettede det iranske religiøse diktatur tre kurdiske lærere og to menneskerettighedsaktivister. Henrettelserne foregik i skjul og mørke – hverken de henrettedes advokater, familier eller offentligheden var informeret om henrettelserne. Deres eneste ugerning var medlemskab af en forbudt organisation og kritik af præsteregimet.

Siden 2007 er syv kurdiske aktivister blevet henrettet ved hængning i Iran, og disse seneste hændelser viser, at der er mere på vej af samme skuffe. Lige nu venter yderligere 18 kurdiske politiske aktivister og en masse andre personer på dødsgangen. Grotesk nok sker de seneste henrettelser i kølvandet på præsteregimets tyran præsident, Mahmoud Ahmadinejad i et interview i New York påstod at, der ikke fandtes politiske fanger i Iran!

Det er vel blevet tid til at verdenssamfundet og den danske regering engang for alle tager afstand til det formørkede religiøse diktatur i Iran og dets rædselsregime. Eller hvad?

Share on Facebook

Misforstået tolerance skader integrationen

Det er i dag kommet frem i pressen, at Holbergskolen i København nægter at lade elevernes fædre komme med til samme møde som mødrene. Opdelingen sker af hensyn til indvandrermænd, der ikke ønsker at deres koner deltager i møder, hvor der er andre mænd til stede. Dette billede giver mig associationer til Hizb-ut Tahrir’s møder, hvor kvinder og mænd sidder adskilte og afskærmet fra hinanden. Det er simpelthen uacceptabelt og må ikke forekomme i vores folkeskole.

Det er rigtig vigtigt, at kvinderne integreres. Men svaret på dette er ikke Holbergskolens praksis. Skal vi nu acceptere, at reaktionære mænd ikke vil lade deres hustruer deltage i skolemøder, og at vi holder møder uden mænd? Det mener jeg ikke er skolens opgave. Jeg mener faktisk, at det er disse mænds verdenssyn, der skal bekæmpes. Hvis indvandrerkvinder vil lave kvindegrupper for at emanciperes fra deres mænds forstokkede holdninger, så er det jo glimrende og skal støttes, men jeg mener ikke, at skolen skal sende dét signal til vores børn, at det er OK, at nogle mænd vil have kønsopdelte møder og arrangementer. Det vil være et tilbageskridt for ligestillingskampen.

I debatten i dag er det blevet fremført, at det svarer til kvindegrupper i 70′ernes rødstrømpebevægelse – men det er jo det rene vås. Der var dengang kvindegrupper lavet af kvinder, for kvinder, til kvinders frigørelse. Det er der ikke tale om her. Vores offentlige institutioner skal ikke bøje sig for et mandschauvinistisk mindretal. Når det er sagt, så synes jeg, det er en fin idé at integrationskonsulenter, boligforeninger o.a. forsøger at få de udsatte kvinder integreret. Men vores folkeskole har en forpligtelse, der handler om at styrke demokrati og ligestilling som grundværdier. Folkeskolens rolle er at uddanne demokratiske medborgere. Det kan man ikke, hvis man går de reaktionære mænds ærinde. Sikke nogle signaler at sende!

Endelig synes jeg, at de mange kvinder fra etniske miljøer, der ikke går ind for adskillelse af kønnene, bliver sat i bås. Når de skal på arbejde, kan de ikke sende deres mænd til et møde om mobning på deres barns skole. Og den enlige far kan ikke deltage i et møde på sit barns skole, fordi nogle få reaktionære mænd bliver forsøgt pleaset af skolerne. Det holder ikke en meter.

Nogle vil kritisere mig for at gå Dansk Folkepartis ærinde, når jeg kritiserer de reaktionære og dogmatiske tendenser. Men problemet er, at stiltiende accept af dette netop er at forære spillerummet til højrefløjen, hvis personer som jeg fortier problemer af denne karakter. Vi må ikke bukke under for reaktionære tanker og give køb på de grundlæggende værdier, dette samfund bygger på. Mange har retfærdiggjort, at dette fremmer integrationen. Tværtimod – jeg kalder denne retfærdiggørelse for misforstået tolerance.

I tolerancens navn må vi ikke legitimere og retfærdiggøre en reaktionær og nedværdigende kønsmoral og verdenssyn.

Til folk på venstrefløjen: Vi glemmer nogle gange at huske på, at den moderne venstrefløj er et resultat af generationers kamp for menneskets frigørelse. Denne kamp må vi ikke give køb på.

Share on Facebook

Tale til den iranske demonstration på Kultorvet den 17. december

Iranske demonstranter

Iranske demonstranter

Solopgangens sidste solstråle svinder. Samme vej må jeg nu tage. Lyden af visne blade under mine fødder fortæller mig, at jeg må af sted, ud på min sidste vej til friheden. Jeg har aldrig frygtet døden, selv ikke nu da den er mig så nær. Jeg kan mærke den, som en gammel ven af mit land og mit folk.

Men jeg vil ikke skrive om døden i dette brev. Jeg vil skrive om, hvordan en sådan straf på nogen måde kan skabe retfærdighed og frihed i et land, hvor så mange synes at frygte vor fælles skæbne.
‘Vi’, de fordømte, vil en bedre verden, en verden fri for uretfærdighed. Hvad vil ‘de’?

Dette var den kurdiske aktivist Ehsan Fattahians sidste ord før han den 11. november i år blev henrettet af Den Islamiske Republik Irans religiøse diktatur. Hans ugerning var medlemskab af en forbudt organisation og ‘fjendskab over for Gud’.

Ehsans historie er ikke unik – han er en ud af mange tusinder og millioner, der dagligt mærker rædselsregimets forbrydelser mod menneskeheden og mennesker der ønsker demokrati og frihed.

Som i jo alle ved så har den danske statsminister inviteret dette rædsels regimes statsleder, Ahmadinejad, til Danmark for at deltage i klimatopmødet i disse dage.

En diktator som er kendt for sine forbrydelser mod den iranske befolkning og som har dræbt tusindvis af mennesker i sine fængsler. Han er kommet til København for at profilere sig selv og det forbryderiske islamiske regime på bekostningen af klimaproblemerne.

Hans tilstedeværelse her er en krænkelse af de mange millioner iranere, der så sent som for nogle måneder siden demonstrerede mod præstestyret. Det er en krænkelse af de tusinder af mennesker som Ehsan Fattahian, der med deres liv har betalt prisen for demokrati og frihed.

Ahmadinejad repræsenterer det iranske diktatur og ikke den iranske befolkning, for på trods af rædselsregimets brutalitet og umenneskelighed bevarer millioner af iranere forsat håbet. De fortsætter deres politiske kamp og bestræbelser for frihed og demokrati alle vegne.

Ahmadinejad og hans rædselsregime og hans åndsfæller som Mugabe skal vide at de der kæmper for frihed ikke står alene. For deres kamp er vores kamp.

I denne tid hvor Mellemøsten er hærget af kaos, ødelæggelse og krig, bør det iranske folks appel om demokrati og frihed høres – også herhjemme.

Derfor påhviler os alle ”vi de fordømte” med Ehsans ord – et stort ansvar for at udbrede denne appel.

En digter sagde en gang.
”Den som ikke tør vælge af hvilken vej han skal gå, Ender som sten i den trappe De store vil træde på.”
Eftertiden skal vel ikke huske os som sten i en trappe, men som dem, der havde modet og tog stilling og fastholdte håbet om et folks frihed og en verden uden fascisme, racisme.
Derfor er kampen mod uretfærdighed en kamp, vi aldrig opgiver og må opgive, for så ville vi jo opgive os selv. Det er derfor er vi samlet her i dag for at markere dette.

For som Obama formulerede det: Vi er kommet langt. Vi har set meget. Men der er så meget mere at udrette. Så lad os her i dag forsat bevare optimismen og håbet.

Og vise folket i Iran, at de ikke står alene i kampen for frihed og imod diktatorer.

Til slut vil jeg sige, at regimet og deres militser måske fortsat kan brutalisere, undertrykke, fængsle og dræbe fredfyldte demonstranter og aktivister, men de kan aldrig tage den styrke fra os, som håbet og drømmen om frihed har givet.

Med disse ord vil jeg sige tak for ordet og håber, at det nye år, vi er på vej ind i, vil bringe nogle bud på en afslutning af iranernes lange, mørke vinternætter, fyldt med forfølgelse og lidelse, og vil være begyndelsen på et forår af fred, demokrati og frihed blomstrende i frihedssolen til det iranske folk som helhed og til alle folkeslag i Mellemøsten.

Forsat god demonstration.

Share on Facebook

Iransk støttet dansk mosképrojekt bliver arnested for ekstremister

Det er kommet frem at det nye móskeprojekt som Københavns Kommune har givet byggetilladelse, og som forventes at koste op mod 50 millioner kroner, skal ikke alene opføres for penge indsamlet blandt danske muslimer. Dokumenter i sagen viser, at byggeriet støttes af ukendte donorer fra Iran, som moskébyggeriets frontfigur ikke vil oplyse navnene på.

SF’s folketingskandidat og hovedbestyrelsesmedlem Serdal Benli er fortørnet over udviklingen i sagen og udtaler:

” En moske i København er i sig selv ikke et problem tværtimod en berigelse for Københavns mangfoldighed. Men at mosken støttes af penge fra diktatoriske regimer og dermed på sigt vil blive brugt som agitationscenter for formørkede tanker og arnested for ekstremisme er forkasteligt og absurd.”

Videre siger Benli:

”Derfor kan vi ikke tillade og tolerere økonomisk støtte fra præstestyret Iran, der senest for to måneder siden nedkæmpede et folkeligt ønske om demokrati og ytringsfrihed og hvor krænkelse af menneskerettigheder og kvindeundertrykkelse er dagligdag.”

http://www.berlingske.dk/article/20090901/danmark/909010422/

http://politiken.dk/indland/article779900.ece

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-24753645.html

http://jp.dk/indland/kbh/article1801948.ece

http://www.altinget.dk/artikel.aspx?id=99480

Share on Facebook