DF går agurk – igen !

 Agurketiden i Danmark er efterhånden blevet omdannet til et mediestunt, hvor Dansk Folkepartis populistiske og racistiske udtalelser besudler sommerens varme. I år dog kortvarigt afbrudt af fadæser som Helle Thornings skatterod og charterministerens ferieudskejelser.

Partiet har henover sommeren foreslået en række kontroversielle og hovedløse forslag såsom at stramme udlændingepolitikken yderligere ved at ændre den i forvejen diskriminerende og rettighedskrænkende lov – 24 års reglen - til en 28 års regel.  Senest har partiet foreslået at foretage en beregning af, hvad indvandrere koster samfundet, ligesom de ønsker et stop for tilgangen af indvandrere fra ikke-vestlige lande.

Med andre ord har DF’s populisme ingen grænser haft i agurketiden. Pia og hendes korstogsriddere er klædt på til kamp og svinger med fejekosten henover det ganske land for igen at sikre sig flere proselytter i andedammen.

Som den ultimative leverandør af racistiske initiativer er det efterhånden en absurd og bekymrende udvikling, at DF gang på gang lykkedes med at sætte dagsordenen og flytter fokus væk fra de alvorlige udfordringer, vores samfund står overfor.

Er jeg den eneste der synes, at det er ærgerligt, at Danmark gang på gang i de globale medier skal fremstå som det lille fremmedfjendske land, der samtidig ligger i top, når det gælder erklæret racisme i EU? For det er desværre resultatet af Dansk Folkepartis hovedløse udtalelser og forslag! Ja, vi bevæger os efterhånden hen imod et uanstændigt samfund, hvor vi ikke kan være os selv bekendte.

Kritikere af min holdning mener, at der intet racistisk er i at beregne, hvad indvandrere koster samfundet. De fremfører et – efter min mening – usagligt argument om, at man da også laver beregninger af, hvad alkoholikere,  og rygere koster samfundet. Man blander altså bevidst pærer og æbler sammen. Når man laver konsekvensberegninger for alkoholikere, rygere og kriminelle, så beregner man ud fra de omtalte gruppers handlinger; altså at ryge, at stjæle og at begå kriminalitet. Dette ligger langt fra det, som DF vil: Nemlig at se på en gruppe mennesker alene baseret på deres etniske herkomst. Det læner sig efter min mening op ad racisme og har et racistisk motiv. Forslaget ligger op til politisk propaganda og vil blive misbrugt af højrefløjen til at tydeliggøre visse etniske grupperinger frem for andre. Er det rimeligt? Er det humant at forskelsbehandle på den måde? I så fald , hvad har vi så til forskel fra alle de konfliktområder, hvor der er samfundskel på tværs af etnicitet!

Personligt er jeg meget optaget af, at der ikke eksisterer et endegyldigt samfundsfacit. Dialog er nøgleordet og essentielt i min optik netop for at undgå en fastlåshed. Det er skræmmende at se et dansk parti ytre sig så radikalt og hovedløst og føle så meget had i år 2010!

Videor om DF i agurketiden:

DF i agurketiden 1

DF i agurketiden

Tags: 24 års reglen, 28 års reglen, agurketiden, Dansk Folkeparti, diskrimination, Racisme, SF, VKO
Posted in Danmark, Integration | 1 Comment »

Værdikamp for velfærden

Velfærd

VKO er ved at udhule landets kerne – vores velfærdssamfund – som enten kan blive en rejse på 1. eller 2. klasse – eller ja måske endda 3. klasse, alt efter hvem man er. Er det den vej vi vil? Nej, det er det ikke. Der er andre veje. Vi skal tænke nyt, og investere i fremtidens velfærd, til gavn for alle. Det er vores værdikamp – en krise kan ikke spares ihjel.

Af: Serdal Benli (SF), MB Gladsaxe, Formand for Beskæftigelses- og integrationsudvalget. Ninna Thomsen (SF), MB København, Sundheds- og omsorgsborgmester. Stina Willumsen (SF), MB Odense, Rådmand for Børn- og Unge. Thomas Medom (SF), MB Århus, Formand for Børn og Unge-udvalget.

Regeringen har længe kæmpet en nøje iscenesat værdikamp, godt hjulpet på vej af Dansk Folkeparti. Igennem hele sin periode har Rasmussen I og II hævdet, at de danske værdier var under pres. Vi kan imidlertid ikke lade være med at stille modspørgsmålet: Hvem er det, der lægger presset? Og hvad er det egentlig, der kendetegner vores lille land når vi skærer igennem kulturen, sproget og traditionerne, som selvsagt betyder både stort og meget.

Det er i den grad velfærdssamfundet. Det er velfærden, der samler Danmark og har den allerstørste værdi. Det er det sociale sikkerhedsnet, hospitalsvæsenet, SU’en, hjemmehjælpen, folkepensionen og de gratis skoler. Hvad praler du selv af, Lars Løkke, når du er ude i verden?

 Det er i hvert fald ikke noget at prale med, at man er ved at afvikle velfærdssamfundet. Vi er helt med på, at føre værdikamp, men lad os også gøre det på noget, som betyder noget for den enkelte borgeres hverdag, og som ikke kun er signalpolitik: Hvordan vi bevarer og udvikler vores velfærdssamfund. I SF vil vi sikre: 

• At vi får hurtig og god behandling på de offentlige sygehuse. I dag underminerer regeringen bevidst vores offentlige sundhedsvæsen med uklar finansiering og skjult støtte til private sygehuse.
• At vi sikres en tryg alderdom, hvor hjemmehjælperne har tid til den enkelte. I dag bliver alt for mange ressourcer (efter krav fra regeringen) brugt på kontrol og minuttyranni.
• At vores børn får en god skolegang. I dag tvinges kommuner, af økonomiske årsager, til fremover l at have skoleklasser med mere end 28 elever.
• At kommunerne igen får friheden og retten til selv at bestemme. I dag er kommunerne lagt i en økonomisk spændetrøje og tvinges til at bruge alt for mange ressourcer på VKO’s ideologiske kæpheste som eksempelvis udlicitering.

 Er nulvækst en god investering?

Efter kommunalvalget i november 2009 har vi været med til at placere SF centralt i dansk kommunalpolitik. Vi tager vores ansvar dybt alvorligt, og vi går ydmygt til opgaven med at finde løsninger på skole-, ældre-, integrations- og børneområdet. Men bliver regeringens planer om nulvækst ført ud i livet, bliver velfærdssamfundet sat under et pres, som vi ikke tidligere har oplevet.

Enhver, der kender lidt til den kommunale virkelighed og til befolkningsudviklingen, ved at det vil føre til dårligere hjemmehjælp, færre lærere og undervisningstimer i skolen og færre pædagoger i daginstitutioner.

Ikke mindst fordi regeringen lover, at sygehusene må bruge flere penge – og skal der være samlet nulvækst, så er det ikke et spørgsmål om kommunerne skal spare; kun et spørgsmål om, hvor meget der skal spares. Derfor planlægger en lang række kommuner i disse dage og uger sparekataloger på både to og tre cifrede millionbeløb, eller også tærer de så meget på deres likviditet, at flere kommuner står truende nær på at blive sat under administration af Indenrigsministeriet.

Finansminister Claus Hjorth Frederiksen kom i marts med et forslag til, hvordan kommunerne kunne spare 10 mia. kr. Finansministeren talte om, at det ikke burde være et problem at finde pengene – ja, borgerne vil knap nok mærke det, for Finansministeren har løsningen klar – kommunerne skal bare lære af de billigste kommuner. Logikken er, at dét, der virker i Kerteminde, også virker i København. Eller sagt mere direkte: At alle skal skære så langt ned som muligt.

 Fra vores hverdag i den kommunale virkelighed, må vi sige, at det er en myte at ”graver vi dybt nok, så finder vi guldet”. Det er for naivt. Og der er signalforvirring. Selvfølgelig lærer vi af hinanden på tværs af kommunerne, og vi arbejder benhårdt på at optimere og lave intelligente omstillinger så vi får mest ud af de kommunale kroner. Måske finansministeren og hans regnedrenge fra de lange gange i Finansministeriet skulle komme på besøg i den kommunale virkelighed – ud og møde borgerne, og se de serviceforringelser, som den borgerlige politik betyder.

 Effektiviseringerne skal ikke dikteres fra Christiansborg. Regeringen skal respektere det kommunale selvstyre, og at byrådene kan have forskellige syn på, hvordan servicen skal være. De er jo valgt af borgerne i kommunen og står til regnskab over for dem.

 Nulvækst er lig med fyrede pædagoger i Århus

Hvis nogen skulle tro, at nulvækst ikke for alvor vil kunne mærkes af danskerne, kan det være relevant at se på, hvad det vil betyde i eksempelvis Århus Kommune. Regeringens plan om nulvækst frem mod 2014, vil på grund af faldende indtægter og stigende børnetal betyde, at der mangler 115 mio. kr. i 2014. Og dette er altså bare på Børn- og Ungeområdet i Århus. Det svarer til, at antallet af pædagoger reduceres med ca. én pædagog i hver institution, at antallet af lærere reduceres med ca. fem lærere pr. skole, eller at man skærer mere end fire undervisningstimer væk på hvert klassetrin..

Når kommunernes udgifter ikke må stige, mens indtægter falder på grund af nul-vækstkursen, fald i beskæftigelsen og flere ældre, fører det automatisk til store nedskæringer. I SF vil vi en anden vej. Kommunerne skal have størst mulig frihed fra krav, forbud og stram styring. De skal have mulighed for at planlægge flere år frem i tiden. Hvis vi får regeringsmagten, vil vi give kommunerne og regionerne mulighed for at fastholde eller løfte kvaliteten i de kommunale velfærdstilbud.

SF har peget på, at de årlige pengeslagsmål mellem kommunerne og finansministeriet er dybt skadelige. Når man kun kan planlægge sin økonomi et år ud i fremtiden giver det for mange bump, usikkerheder og kursændringer til at gennemføre en effektiv stabil styring og administration. Derfor vil vi i samarbejde med Socialdemokraterne indføre et nyt og mere fleksibelt flerårigt aftalesystem. Det vil give mulighed for langtidsplanlægning, samt mere visionære og ambitiøse investeringer.

Vi vil investere os ud af krisen – ikke spare

Regeringen vil spare sig ud af krisen – i SF vil vi i langt højere grad investere os ud af krisen.

Massive kommunale investeringer i innovation og velfærdsteknologiske løsninger er en forudsætning for at finde nye, bedre og måske også billigere måder at gøre tingene på. Hvis en støvsuger-robot eksempelvis kan klare noget af rengøringen for hr. Knudsen, får hjemmehjælpen bedre tid til at hjælpe ham med regningerne over en kop kaffe.

Erfaringer fra København viser, at et tæt samarbejde med det private erhvervsliv og forskerverdenen fører til mange nye brugbare idéer. Det skal vi have mere af – i hele landet.

Igen kræver det et opgør med regeringens nulvækst-strategi. For hvis vi skal finde bedre og billigere måder at indrette fremtidens velfærd på lang sigt, så kræver det investeringer her og nu. Eller i hvert fald som minimum en mere fleksibel og intelligent vækst-strategi, der tager højde for, at kommunerne også kan spille en rolle som lokale vækst-lokomotiver. Det er værd at bemærke, at en betydelig del af jobskabelsen i disse måneder netop sker i mindre virksomheder med tæt kontakt til forskermiljøer og kommuner. Netop via en aktiv jobskabelse, har kommunerne mulighed for at bekæmpe krisen offensivt.

Fokus på grønne investeringer

Investeringer har historisk vist sig at være en god medicin mod økonomiske krise, så i den nuværende krise vil det være en god ide at give kommunerne mulighed for et udgiftsløft og for bedre lånemuligheder. Dette handler især om at satse langsigtet på jobskabende initiativer som energirenoveringer og udvikling af ny velfærdsteknologi.

40 procent af vores energiforbrug er i dag bundet til bygninger. En seriøs klimaindsats kræver derfor en omfattende energirenovering. Det har længe stået højt på SF’s ønskeseddel, men det kræver bedre lånemuligheder og bedre muligheder for at foretage investeringerne. Ledigheden er alarmerende indenfor byggebranchen. Ordrebøgerne har længe været tomme og derfor er det nødvendigt med kloge investeringer. I samme boldgade falder de faldefærdige danske kloakker. Mange mennesker har de senere år oplevet oversvømmede kældre, gader og havne. Klimaforandringer har medført, at vi oplever store regnmængder på ganske kort tid, hvilket kloakkerne i Danmark er alt for små og nedslidte til at klare. Derfor vil det også være fornuftig krisepolitik at give kommunerne mulighed for en storstilet renovering af kloakkerne. Ingeniørforeningen har lavet en rapport, der viser, at der her og nu er et efterslæb på 2,3 mia.kr. Derfor er det vigtigt, at en ny regering laver aftaler med kommunerne om øgede kloakrenoveringer for at komme efterslæbet til livs.

Ligeledes vil en elektrificering af jernbanen være udtryk for fornuftig krisepolitik.

Danmark står midt i en dyb økonomisk krise. Kommunerne og regionerne står overfor store besparelser på sygehuse, folkeskoler, socialt udsatte og ældreplejen. Det er trist, at regeringen mest af alt er optaget af nye værdipolitiske slagsmål og nye stramninger på flygtningeområdet, frem for at bruge hele den politiske værktøjskasse til at finde vejen ud af krisen.

De kommunale kroner skal ikke bruges på udbud

Det skal bl.a. være slut med krav om at sende en bestemt procentdel af opgaverne i udbud.

Hver gang der iværksættes en udbudsforretning med henblik på at udlicitere en aktivitet, koster det kommunerne penge. Både i form af ekstern konsulentbistand og i form af internt timeforbrug. Erfaringen fortæller endvidere, at det kun er i meget få tilfælde, at de lovede besparelser rent faktisk realiseres uden tab af kvalitet. Vi mener, at kommunerne fremover bør være langt mere tilbageholdende med at igangsætte udlicitering eller outsourcing. Det burde ligeledes være oplagt at gennemføre en langt mere systematisk evaluering af de faktiske resultater af udliciteringerne, så det bliver muligt at omgøre dem, hvis det viser sig, at de lovede besparelser udebliver.

Og så skal vi have konkurrence på lige vilkår. Tag for eksempel Fru Sørensen. Hun får tit familien på besøg i weekenden og vil derfor gerne købe et par ekstra portioner mad fra den kommunale madservice. Men det kan hun ikke – for vi i kommunerne må ikke levere tilkøbsydelser. Derfor bliver hun nødt til at bruge et privat madfirma, for de kan sagtens levere ekstra mad. Vi skal selvfølgelig have samme muligheder som det private.  Hvis der skal være mening i, at det offentlige skal konkurrere med det private – så skal det ske på lige vilkår. Ellers bliver det bare en udpining af den offentlige service, som vi har set det i sygehusvæsenet.

Investeringer bekæmper arbejdsløsheden

Selvom konsekvenserne af regeringens nulvækst kurs er skræmmende, skal kommunerne selvfølgelig ikke bare sidde og vente på bedre tider – og på en ny regering.

I en tid, hvor regeringen er optaget af nedskæringer, burkaer og kamphunde, er den hurtigt voksende ledighed blandt unge under 30 år et stort og overset problem. Unges lave uddannelsesniveau er ligeledes et stort problem, som regeringen ikke magter at få gjort noget ved. Det er en alvorlig situation, og hvis ikke vi tager hånd om problemerne, risikerer vi at miste store dele af fremtidens arbejdskraft.

Mere end 60.000 unge under 30 år er arbejdsløse. Det er nødvendigt at denne problemstilling rykkes helt ind i centrum af den politiske debat. Det har selvfølgelig store personlige konsekvenser for alle de unge mennesker, som gerne vil have et arbejde og være en del af det danske arbejdsmarked. Ligeledes medfører det store samfundsøkonomiske tab i form af manglende skatter og stigende udgifter til overførselsindkomster. Det er alle grupper af unge, der er ramt af arbejdsløsheden. Både ufaglærte, håndværkere og akademikere har svært ved at finde jobs.

De unges dårlige uddannelsesniveau har store konsekvenser for velfærdssamfundet. En ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd dokumenterer, at Danmark kommer til at miste 5, 8 mia. kroner over de næste fem år i tabt produktivitet, simpelthen fordi færre får en ungdomsuddannelse.

SF har flere forslag, der kan bidrage til at vende den negative udvikling. Eksempelvis er det kun fair, at virksomheder som tjener på kommunerne hjælper til med at få de unge i praktik. Virksomheder som handler med og indgår aftaler med kommunen, skal være med til at tilbyde praktikpladser til de unge. Vi skal også sætte gang i efteruddannelse af de mange ufaglærte, der bliver arbejdsløse her i krisetiderne, og ikke har en chance for at komme i arbejde igen.

Ligeledes kan der gøres mere i forhold til aftaler med de almene boligselskaber om, at de benytter virksomheder, der har uddannelsespladser. Det ville medføre mange praktikpladser til gavn for de mere end 7000 unge, som må opgive deres uddannelse pga. de manglende praktikpladser.

En anden mulighed er bedre indslusningsordninger til arbejdsmarkedet, som kan øge virksomhedernes lyst og mulighed til at ansætte unge. Det ville være naivt at tro, at vi kan få den store ungdomsarbejdsløshed til at forsvinde med et fingerknips, men med nye løsningsforslag er der mulighed for at tage vigtige skridt hen mod en løsning af problemerne. Imens regeringen sidder på hænderne og slet ikke tager situationen alvorligt nok, kan vi via disse forslag få skabt nogle lysere fremtidsudsigter for de mange tusinde unge, som står uden job.

Der er masser af problemer som kræver en løsning, men VK-regeringen og Dansk Folkeparti vil hellere lave symbolpolitik. VKO giver udlændingepolitikken det 13. serviceeftersyn, mens kommunerne bliver ladt i stikken, med hvad der kan blive en reel trussel for vores samfund i fremtiden: Et udhulet og undermineret velfærdssamfund.

Tags: Fair forandring, fairløsning, genopretningsplan, Kommunernes økonomi, nulvækst økonomiforhandlinger, Regeringen, SF, sundhedsvæsenet, Ulighed, velfærd
Posted in Arbejdsmarkedspolitik, Beskæftigelse, Danmark, Fattigdom, Kommunalpolitik, Psykiatri- og Socialpolitik, Skattepolitik, Sundhedspolitik, Værdipolitik, velfærd | No Comments »

Lukning af Gladsaxe Ny Teater er en skam for det lokale kulturliv

Gladsaxe Ny Teater

(Bragt i Bagsværd/Søborg Bladet)

Den 1. juni 2010 lukker Gladsaxe Ny Teater dørene, og dermed forsvinder et af Københavns største teatre efter en lang kamp mod umulige odds.

I 2007 genopstod Gladsaxe Teater som egnsteatret Gladsaxe Ny Teater med en årlig støtte, der på tre år er faldet fra 18 mio. til 4 mio. kr. Halvdelen af teatrets årlige støtte går til huslejen, og da støtten bliver yderlige beskåret til 3,5 millioner i 2010, samtidig med at Gladsaxe kommune får mindre i refusion fra staten, er tiden kommet til at lukke teatret.

Hvad betyder det så for en kommune, at 35-40.000 gæster forsvinder årligt? Hvilke konsekvenser får det for bylivet, for publikummet og for de handlende?

Det betyder, at mennesker der tidligere kom til Gladsaxe for at opleve kultur nu søger andre steder hen, det betyder mindre liv i gaderne og det betyder mindre omsætning for cafeer og restauranter.

En rapport fra Copenhagen Business School fra 2007 fastslår, at hver krone der er givet i kulturstøtte, bliver til 3,3 kroner i omsætning. Lige fra børnepasning til offentlig transport over restaurantbesøg til omsætning i cafeer, tjener pengene sig ind mange gange.

Det er vigtigt for Københavns omegns kommuner, at politikerne støtter kulturinstitutionerne, hvis man vil have et sprudlende byliv. I en tid med ‘nulvækst’ i kommunerne og faldende privat støtte, må staten ikke unddrage sig sit ansvar for, at kommunerne bevarer et lokalt kulturliv.

Regeringens teaterstøtte er uigennemtænkt og kortsigtet, da den lader teatrene og dermed kulturlivet forfalde. Regeringen har stillet med en række kulturministre, som har været usynlige, uinteresserede og svære at komme i dialog med, og resultatet kan nu bevidnes i Gladsaxe. Det kan selv en ny og mere tilgængelig kulturminister ikke gøre noget ved. Regeringens kulturpolitik ligger fast, og det er ikke kulturministeren, men statsministerens regnedrenge, der laver den.

Serdal Benli, MB (F),

Folketingskandidat i Københavns Omegns Storkreds

Tags: gladsaxe Kommune, Gladsaxe Ny Teater, Kultur, Kulturliv, Kulturminister, Kulturpolitik
Posted in Danmark, Kulturpolitik | No Comments »

Farvel til de rene hænders politik

Kilde: Ugebrevet A4

Af Serdal Benli, folketingskandidat for SF, og Pelle Dam, Landsformand for SF Ungdom

 Vi oplever en veritabel og omsiggribende politisk puritanisme i øjeblikket. Journalisterne står på nakken af hinanden for at sværte SF og Villy Søvndal til. Det flyver omkring med gloser som ”nedtur”, ”vendekåbe”, ”Villy-defekten”, ”punkteret ballon” osv. Sjovt nok minder det om journalisternes modtagelse af Søvndal som formand, som dengang i 2005 lød nogenlunde sådan her: ”Velkommen til Søvndal, velkommen til spærregrænsen” eller ”Søvndals begravelsesforretning”.

 Mellem disse to punkter i nyere politisk historie ligger der tre gedigne valgsejre. Først ved valget i 2007, hvor SF mere end fordoblede sit mandattal i Folketinget. Succesen gentog sig for knap et år siden til Europa-parlamentsvalget, hvor SF ikke alene fordoblede sit antal af pladser i Parlamentet til to – men også kun var et mulehår fra at få et tredje mandat. Og ved kommunalvalget tordnede SF frem. Trods alle spådomme og massiv negativ kampagne mod SF’s spidskandidat i København fik SF mere end 20 % af stemmerne i hovedstaden og endte med at blive repræsenteret over hele landet. Desuden opnåede partiet adskillige borgmester- og rådmandsposter og tredoblede sin repræsentation i Kommunernes Landsforening.

 SF er også det eneste parti, som siden Folketingsvalget i 2007, har ligget over valgresultatet i samtlige meningsmålinger. Alligevel har store dele af journalist- og kommentatorkorpset på det seneste talt om ”frit fald,” selv om SF – når det ser værst ud i målingerne – står til 2-4 procentpoint mere end ved valget i 2007.

En ny folkesocialistisk kurs

Mange har haft svært ved at forstå den historie, SF har gennemløbet over de seneste fem år. Den udlægges som en flugt fra tidligere tiders standpunkter, og medierne elsker at grave en fortidig partiforeningsformand frem, som på åben skærm kan berette, at partiet ikke er det samme, som det han meldte sig ind i tilbage i 1970’erne. Til dét er der vel kun at sige: Nej! Det er nemlig lige præcis ikke det samme parti – og heldigvis for det! Det var faktisk derfor, Søvndal blev valgt som formand – for at forny, forynge og udvikle partiet. Det er den virkelige succeshistorie. At dét SF, Villy Søvndal overtog, var dømt ude af alle og ingen taletid havde – hverken i de realpolitiske forhandlinger eller i medierne.

Med Villy i spidsen har en ny generation af politisk engagerede igen kunnet se meningen i det demokratisk-venstreorienterede projekt. Et projekt, der i sin kerne anerkender, at 1) danskerne kun gider stemme på partier, som rent faktisk ønsker at opnå noget, 2) som rent faktisk er optaget af de spørgsmål, som befolkningen er optaget af og 3) som gør sig den umage at tale med danskerne på en måde, så det politiske budskab forstås. Samtidig vil SF også i fremtiden være det parti, som tør gå nye veje og som tør udfordre danskere i deres holdninger.

Retspolitisk nyorientering

Der er under Villy Søvndal taget et opgør med retspolitikken. Selvfølgelig står SF fast på alle de sociale betingelser, som åbenlyst præger og desværre alt for ofte sporlægger en kriminel løbebane. Men vi har taget et opgør med forestillingen om, at vi tænkte mere på forbryderen end på ofret. Vi har taget et opgør med forestillingen om, at ”det hele er samfundets skyld”. Samtidig har vi hele vores sociale indignation intakt og er lige så stærke i troen – som altid – på, at opgaven er at forhindre, at mennesker forspilder deres egne liv i kriminalitet – og dermed forhindre, at de skaber ofre og lidelser for andre.

Desværre hat VKO helt opgivet på den del af retspolitikken, der sigter imod at få de kriminelle tilbage i samfundet. Nedskæringer på fængselsområdet har tværtimod medført, at der i dag er fængsler, som bliver domineret af negativt stærke fanger. Konsekvensen af regeringens retspolitik de sidste ni år har været flere skyderier, øget banderekruttering og grovere voldsforbrydelser. SF går derfor ind for en reform af kriminalforsorgen, der fokuserer på forskellige former for sanktioner og nye redskaber for at komme kriminaliteten til livs.

Retsstaten og retssikkerheden er grundlaget for SF’s retspolitik. Derfor vil SF ikke være med til at føre symbolpolitik på retsområdet. Knivloven og lømmelpakken er eksempler på sjusket lovgivning, hvor uklare regler sætter danskernes retssikkerhed over styr. SF’s tilgang til retspolitikken skal altid være velovervejet og afbalanceret, ikke forhastet og overdrevet.

Integrationspolitisk nyorientering

Også hvad angår integrationspolitikken er SF blevet skarpere. Vi adresserer problemer med integration, parallelsamfund og kultursammenstød. Problemerne skal frem i lyset, ikke ties ihjel. SF tør i dag anerkende, at der er nogle synspunkter, kulturelle koder og forvoldte problemer, som er uacceptable. SF har givet venstrefløjen den stemme, der tør stille krav til mennesker, forvente noget – og sige klart fra over for reaktionære kræfter i indvandrermiljøerne. Det er slut med dobbelte standarder.

Også på integrationsområdet er regeringen desværre mere optaget af at udvise ’handlekraft’ i medierne og tilfredsstille deres støtteparti, end af reelt at gøre noget ved de problemer, vores samfund står overfor. Senest har de konservative foreslået at fordoble straffen for burkatvang fra to til fire år. Indtil videre er ingen blevet dømt for burkatvang, men tydeligvis føler de konservative, at det er nødvendigt, at regeringens burkaudvalg, der blev nedsat efter burkafiaskoen sidste år, kommer med et eller andet resultat. I SF tager vi integrationsindsatsen alvorligt, og derfor nyder SF enorm opbakning i indvandrerkredse. S og SF ville sidde tungt på magten, hvis det kun var indvandrere og efterkommere, der kunne stemme. De forstår godt SF’s 3. position, der har taget et opgør med både halal-mentaliteten og de religiøst yderligtgående og reaktionære grupperinger.

Opgør med myterne om SF

På det landsmøde, som SF står foran, går vi aktivt ind på et nyt spor. Vi udfordrer nemlig de borgerlige på, hvordan fremtidens arbejdspladser, vækst og erhverv skal se ud. For vi er optaget af at udvikle og forandre det danske samfund og den danske velfærd. Og vi er meget bevidste om, at det kræver stærke virksomheder, vækst, uddannelse og beskæftigelse. De borgerlige svar har alle dage været bare at lade industri og landbrug svine, forurene og tildele tilskud og indføre skattelettelser. Dét holder ikke. SF er klar med både pisk og gulerod for landbrug og erhvervsliv med en klar satsning på de virksomheder, der skal sikre os i fremtiden.

Historien om SF under Villy Søvndals ledelse er derfor historien om et parti, der offensivt har udfordret nogle af de – berettigede eller ej – myter og forestillinger, der har været om partiet. Det er historien om viljen til magt. Det er et opgør med ”de rene hænders politik.” Det er slut med at stille sig tilfreds med at stå på sidelinjen, med hvad man troede var de rigtige meninger og med armene over kors, mens magt og indflydelse gik andre veje. SF har været drivkraften i at samle oppositionen og har nu et sammentømret sammenhold og samarbejde med Socialdemokraterne. Sammen kan vi flytte magten og dermed skabe forandring og udvikling i Danmark.

Privatiseringer og nedskæringer eller fælles velfærd

Det kommende folketingsvalg er et skæbnevalg. Danskerne skal nemlig ikke bare vælge mellem to forskellige strategier for at håndtere den aktuelle krise. Vi ved jo godt, at når krisen klinger af, og der kommer et økonomisk opsving, så farer VKO ikke ud for at styrke den danske velfærdsmodel. Vi vil se flere udliciteringer, mere privatisering, og det offentlige tilbud vil blive hånet groft for sin performance uden penge og uden politisk opbakning fra VKO. VKO havde trods alt otte års historisk økonomisk opsving, mens vores fælles værdier blot forfaldt.

Alternativet er SF’s model, der vil udvikle vores fælles velfærd. Vi vil effektivisere den offentlige sektor og på den måde frigøre ressourcer til at tilgodese de enkeltes individuelle behov. Vi vil en offentlig sektor, hvor de ansatte får anerkendelse for deres arbejde i stedet for en fyringsseddel, fordi de yder en ekstra indsats. Derfor vil vi investere i vores offentlige sygehuse, skoler, daginstitutioner, ældreomsorg, uddannelser, miljø og klima.

Det er blevet skudt SF i skoene, at vi er populister. Det er blevet os skudt i skoene, at vi er drejet til højre. Men det vi har gjort, er ingen af delene. SF har derimod udvist politisk mod til at forny os for at blive i stand til at give svar i øjenhøjde på de problemer, almindelige mennesker oplever. Vi er stået ud af hængekøjen, har skiftet fløjlshandskerne ud med arbejdshandsker og er klar til at tage magten og regere Danmark ud af krisen og ind på en ny kurs.

Tags: Fair forandring, Folketingskadidat, Helle Thorning, Integration, Kommunernes økonomi, Landsformand, Lars Løkke Rasmussen, Nedskæringer, Pelle Dam, Regeringen, Serdal Benli, SF, SFU, Statsminister, Ulighed, velfærd, Villy Søvndal, VKO
Posted in Danmark, Fattigdom, Folkeskole, Integration, Retspolitik, velfærd | 1 Comment »

Misforstået tolerance skader integrationen

Det er i dag kommet frem i pressen, at Holbergskolen i København nægter at lade elevernes fædre komme med til samme møde som mødrene. Opdelingen sker af hensyn til indvandrermænd, der ikke ønsker at deres koner deltager i møder, hvor der er andre mænd til stede. Dette billede giver mig associationer til Hizb-ut Tahrir’s møder, hvor kvinder og mænd sidder adskilte og afskærmet fra hinanden. Det er simpelthen uacceptabelt og må ikke forekomme i vores folkeskole.

Det er rigtig vigtigt, at kvinderne integreres. Men svaret på dette er ikke Holbergskolens praksis. Skal vi nu acceptere, at reaktionære mænd ikke vil lade deres hustruer deltage i skolemøder, og at vi holder møder uden mænd? Det mener jeg ikke er skolens opgave. Jeg mener faktisk, at det er disse mænds verdenssyn, der skal bekæmpes. Hvis indvandrerkvinder vil lave kvindegrupper for at emanciperes fra deres mænds forstokkede holdninger, så er det jo glimrende og skal støttes, men jeg mener ikke, at skolen skal sende dét signal til vores børn, at det er OK, at nogle mænd vil have kønsopdelte møder og arrangementer. Det vil være et tilbageskridt for ligestillingskampen.

I debatten i dag er det blevet fremført, at det svarer til kvindegrupper i 70′ernes rødstrømpebevægelse – men det er jo det rene vås. Der var dengang kvindegrupper lavet af kvinder, for kvinder, til kvinders frigørelse. Det er der ikke tale om her. Vores offentlige institutioner skal ikke bøje sig for et mandschauvinistisk mindretal. Når det er sagt, så synes jeg, det er en fin idé at integrationskonsulenter, boligforeninger o.a. forsøger at få de udsatte kvinder integreret. Men vores folkeskole har en forpligtelse, der handler om at styrke demokrati og ligestilling som grundværdier. Folkeskolens rolle er at uddanne demokratiske medborgere. Det kan man ikke, hvis man går de reaktionære mænds ærinde. Sikke nogle signaler at sende!

Endelig synes jeg, at de mange kvinder fra etniske miljøer, der ikke går ind for adskillelse af kønnene, bliver sat i bås. Når de skal på arbejde, kan de ikke sende deres mænd til et møde om mobning på deres barns skole. Og den enlige far kan ikke deltage i et møde på sit barns skole, fordi nogle få reaktionære mænd bliver forsøgt pleaset af skolerne. Det holder ikke en meter.

Nogle vil kritisere mig for at gå Dansk Folkepartis ærinde, når jeg kritiserer de reaktionære og dogmatiske tendenser. Men problemet er, at stiltiende accept af dette netop er at forære spillerummet til højrefløjen, hvis personer som jeg fortier problemer af denne karakter. Vi må ikke bukke under for reaktionære tanker og give køb på de grundlæggende værdier, dette samfund bygger på. Mange har retfærdiggjort, at dette fremmer integrationen. Tværtimod – jeg kalder denne retfærdiggørelse for misforstået tolerance.

I tolerancens navn må vi ikke legitimere og retfærdiggøre en reaktionær og nedværdigende kønsmoral og verdenssyn.

Til folk på venstrefløjen: Vi glemmer nogle gange at huske på, at den moderne venstrefløj er et resultat af generationers kamp for menneskets frigørelse. Denne kamp må vi ikke give køb på.

Tags: Dansk Folkeparti, dogmatisme, folkeskolem, frigørelse, frihed, holbergskolen, Islam, kønsadskillelse, Kønsligestilling, muslimske, reaktionære, Religion, religiøse dogmer, SF, venstrefløjen, Villy Søvndal
Posted in Burkaforbud, Danmark, Folkeskole, Integration, Islam, Religion, Værdipolitik | 3 Comments »