- POLITIK OG KULTUR FRA EN PROGRESSIV STEMME PÅ VENSTREFLØJEN

Insider

Archives

Posts Tagged ‘Dansk Folkeparti’

DF går agurk – igen !

 Agurketiden i Danmark er efterhånden blevet omdannet til et mediestunt, hvor Dansk Folkepartis populistiske og racistiske udtalelser besudler sommerens varme. I år dog kortvarigt afbrudt af fadæser som Helle Thornings skatterod og charterministerens ferieudskejelser.

Partiet har henover sommeren foreslået en række kontroversielle og hovedløse forslag såsom at stramme udlændingepolitikken yderligere ved at ændre den i forvejen diskriminerende og rettighedskrænkende lov – 24 års reglen - til en 28 års regel.  Senest har partiet foreslået at foretage en beregning af, hvad indvandrere koster samfundet, ligesom de ønsker et stop for tilgangen af indvandrere fra ikke-vestlige lande.

Med andre ord har DF’s populisme ingen grænser haft i agurketiden. Pia og hendes korstogsriddere er klædt på til kamp og svinger med fejekosten henover det ganske land for igen at sikre sig flere proselytter i andedammen.

Som den ultimative leverandør af racistiske initiativer er det efterhånden en absurd og bekymrende udvikling, at DF gang på gang lykkedes med at sætte dagsordenen og flytter fokus væk fra de alvorlige udfordringer, vores samfund står overfor.

Er jeg den eneste der synes, at det er ærgerligt, at Danmark gang på gang i de globale medier skal fremstå som det lille fremmedfjendske land, der samtidig ligger i top, når det gælder erklæret racisme i EU? For det er desværre resultatet af Dansk Folkepartis hovedløse udtalelser og forslag! Ja, vi bevæger os efterhånden hen imod et uanstændigt samfund, hvor vi ikke kan være os selv bekendte.

Kritikere af min holdning mener, at der intet racistisk er i at beregne, hvad indvandrere koster samfundet. De fremfører et – efter min mening – usagligt argument om, at man da også laver beregninger af, hvad alkoholikere,  og rygere koster samfundet. Man blander altså bevidst pærer og æbler sammen. Når man laver konsekvensberegninger for alkoholikere, rygere og kriminelle, så beregner man ud fra de omtalte gruppers handlinger; altså at ryge, at stjæle og at begå kriminalitet. Dette ligger langt fra det, som DF vil: Nemlig at se på en gruppe mennesker alene baseret på deres etniske herkomst. Det læner sig efter min mening op ad racisme og har et racistisk motiv. Forslaget ligger op til politisk propaganda og vil blive misbrugt af højrefløjen til at tydeliggøre visse etniske grupperinger frem for andre. Er det rimeligt? Er det humant at forskelsbehandle på den måde? I så fald , hvad har vi så til forskel fra alle de konfliktområder, hvor der er samfundskel på tværs af etnicitet!

Personligt er jeg meget optaget af, at der ikke eksisterer et endegyldigt samfundsfacit. Dialog er nøgleordet og essentielt i min optik netop for at undgå en fastlåshed. Det er skræmmende at se et dansk parti ytre sig så radikalt og hovedløst og føle så meget had i år 2010!

Videor om DF i agurketiden:

DF i agurketiden 1

DF i agurketiden

Share on Facebook

Misforstået tolerance skader integrationen

Det er i dag kommet frem i pressen, at Holbergskolen i København nægter at lade elevernes fædre komme med til samme møde som mødrene. Opdelingen sker af hensyn til indvandrermænd, der ikke ønsker at deres koner deltager i møder, hvor der er andre mænd til stede. Dette billede giver mig associationer til Hizb-ut Tahrir’s møder, hvor kvinder og mænd sidder adskilte og afskærmet fra hinanden. Det er simpelthen uacceptabelt og må ikke forekomme i vores folkeskole.

Det er rigtig vigtigt, at kvinderne integreres. Men svaret på dette er ikke Holbergskolens praksis. Skal vi nu acceptere, at reaktionære mænd ikke vil lade deres hustruer deltage i skolemøder, og at vi holder møder uden mænd? Det mener jeg ikke er skolens opgave. Jeg mener faktisk, at det er disse mænds verdenssyn, der skal bekæmpes. Hvis indvandrerkvinder vil lave kvindegrupper for at emanciperes fra deres mænds forstokkede holdninger, så er det jo glimrende og skal støttes, men jeg mener ikke, at skolen skal sende dét signal til vores børn, at det er OK, at nogle mænd vil have kønsopdelte møder og arrangementer. Det vil være et tilbageskridt for ligestillingskampen.

I debatten i dag er det blevet fremført, at det svarer til kvindegrupper i 70′ernes rødstrømpebevægelse – men det er jo det rene vås. Der var dengang kvindegrupper lavet af kvinder, for kvinder, til kvinders frigørelse. Det er der ikke tale om her. Vores offentlige institutioner skal ikke bøje sig for et mandschauvinistisk mindretal. Når det er sagt, så synes jeg, det er en fin idé at integrationskonsulenter, boligforeninger o.a. forsøger at få de udsatte kvinder integreret. Men vores folkeskole har en forpligtelse, der handler om at styrke demokrati og ligestilling som grundværdier. Folkeskolens rolle er at uddanne demokratiske medborgere. Det kan man ikke, hvis man går de reaktionære mænds ærinde. Sikke nogle signaler at sende!

Endelig synes jeg, at de mange kvinder fra etniske miljøer, der ikke går ind for adskillelse af kønnene, bliver sat i bås. Når de skal på arbejde, kan de ikke sende deres mænd til et møde om mobning på deres barns skole. Og den enlige far kan ikke deltage i et møde på sit barns skole, fordi nogle få reaktionære mænd bliver forsøgt pleaset af skolerne. Det holder ikke en meter.

Nogle vil kritisere mig for at gå Dansk Folkepartis ærinde, når jeg kritiserer de reaktionære og dogmatiske tendenser. Men problemet er, at stiltiende accept af dette netop er at forære spillerummet til højrefløjen, hvis personer som jeg fortier problemer af denne karakter. Vi må ikke bukke under for reaktionære tanker og give køb på de grundlæggende værdier, dette samfund bygger på. Mange har retfærdiggjort, at dette fremmer integrationen. Tværtimod – jeg kalder denne retfærdiggørelse for misforstået tolerance.

I tolerancens navn må vi ikke legitimere og retfærdiggøre en reaktionær og nedværdigende kønsmoral og verdenssyn.

Til folk på venstrefløjen: Vi glemmer nogle gange at huske på, at den moderne venstrefløj er et resultat af generationers kamp for menneskets frigørelse. Denne kamp må vi ikke give køb på.

Share on Facebook